Vejen til Paradis

Hver fredag eftermiddag, efter Jumma bøn ( Fredagsbøn ), ville Imamen og hans elleve årige søn tage ind til deres by og dele brochuren "VEJEN TIL PARADIS" og andre islamiske litteratur ud til folk.

Denne særlige og heldige fredag eftermiddag, da tiden kom til at Imamen og hans søn skulle ud på gaden med deres brochurer, var det blevet meget koldt udenfor, samt silende regn.
Drengen var iført hans varmeste tøj og sagde, 'OK, far, jeg er klar!'

Hans far spurgte, "Klar til hvad" " men far, er det ikke tid til at vi går ud og deler disse islamiske bøger ud til folk."

Far svarede, "Søn, det er meget koldt udenfor, og det er silende regn. '
Drengen gav sin far et overrasket blik, og spurgte : "Men far, er folk ikke stadig på vej til helvede, selvom det regner?

Far svarede, "Søn, jeg vil ikke ud i det vejr."

Trist, spørger drengen, "Far, kan jeg gå please ? '

Hans far tøvede et øjeblik og sagde, "Søn, du kan gå. Her er de hæfter og bruchere.
Vær forsigtig søn."' Tak, far! ' svarede drengen.

Og med det, var han væk og ud i regnen. Denne dreng på kun elleve år gik på gaderne i byen dør til dør og afleverede til alle han mødte på gaden en brochure eller et hæfte.

Efter to timers tur i regn, blev han fuldstændig gennemblødt, og våd helt ned til hans allersidste brochure. Han standsede ved et hjørne og kiggede efter nogen til at udlevere den sidste brochure, men gaderne var fuldstændig øde.

Så vendte han sig mod det første hjem, han så, og stod nu foran døren og ringede på.
Han ringede, men ingen svarede ..

Han ringede på igen og igen, men stadig ingen svarede. Han ventede, men stadig intet svar.

Endelig vendte han sig for at forlade stedet, men noget stoppede ham.

Igen, vendte han sig mod døren og ringede med klokken og bankede højlydt på døren med sin knytnæve. Han ventede, da noget holdt ham tilbage!

Han ringede igen og denne gang åbnede døren sig langsomt.

Stående ved døren var en meget trist udseende ældre dame. Hun spurgte ham, 'Hvad kan jeg gøre for dig, min søn?' Med strålende øjne og et smil, der tændte hendes verden op, sagde denne lille dreng : "Frue, jeg er ked af, hvis jeg forstyrret Dem, men jeg vil bare fortælle dig, at Allah virkelig elsker og bryder sig om DIG og jeg kom for at give dig mit allersidste hæfte, som vil fortælle dig alt om Gud, den egentlige hensigt med skabelsen, og hvordan du opnår Hans nydelse. "

Med det, rakte han hende sin sidste hæfte og vendte sig om for at forlade.

Hun kaldte på ham, mens han forlod stedet. »Tak, søn! Og Gud velsigne Dig! '

Ugen efter, til Fredagsbøn gav Imamen nogle foredrag. Da han konkludereret foredraget, spurgte han, »Er der nogen der har spørgsmål eller ønsker at sige noget? '

Langsomt, på bagerste række blandt kvinderne, kunne en ældre dames stemme høres over højtalerne.

»Ingen i denne forsamling kender mig. Jeg har aldrig været her før. For ser du, før sidste fredag var jeg ikke muslim, og troede aldrig jeg ville blive muslim. Min mand døde for nogle år siden, forlod mig helt alene i denne verden .. Sidste fredag, på en særdeles kold og regnfuld dag, overvejet jeg selvmord, da jeg intet håb havde tilbage.

Så jeg tog et tov og en stol og steg op ad trappen til loftet i mit hjem .. Jeg bandt rebet fast til en spær(skråtstillede bjælk) i taget, stod så op på stolen og spændte den anden ende af rebet omkring min hals. Stående på den stol, så ensom og fortvivlet jeg var ved at springe ud, da pludselig en høj ringmærkning af min dørklokken nedenunder forskrækkede mig. Jeg tænkte, jeg bare kunne vente et minut, og så ville vedkommende hvem det nu var, gå sin vej.

Jeg ventede og ventede, men det blev ved med at ringe på dørklokken,og jeg syntes at lyden blev højere og mere insisterende, og derefter begyndte personen også at banke højlydt på døren ....

Jeg tænkte igen, "Hvem i alverden kan det være? Ingen har nogensinde ringet på min dør eller kommet for at se mig. ' Jeg løsnede rebet fra min hals og begyndte at gå mod hoveddøren, alt imens klokke lyden blev stærkere og stærkere.

Da jeg åbnede døren og kiggede kunne jeg næsten ikke tro mine egne øjne, for der på min veranda stod den mest strålende og engleagtige lille dreng jeg nogensinde havde set i mit liv. Hans smil, åh, jeg kunne aldrig beskrive det for jer! De ord, der kom fra hans mund forårsaget mit hjerte, som længe havde været død, da han sagde "med en kerub-lignende stemme, "Frue, jeg kom bare for at fortælle dig, at Allah virkelig elsker og bryder sig om DIG! '


Så gav han mig denne brochure, " Stien til Paradis ", som jeg nu holdte i min hånd.

Som den lille engel forsvandt tilbage ud i kulden og regnen, lukkede jeg min dør og læste langsomt hvert ord i denne bog. Så gik jeg op til loftet for at stille mit reb og min stol tilbage. Da jeg ikke ville få brug for det længere.

For ser du? Jeg er nu en glad troende af den ene sande Gud. Og da adressen på din moskee blev stemplet på bagsiden af denne brochure, valgte jeg at komme her for personligt at sige TAK til Guds lille engel, der kom lige i sidste øjeblik og dermed sparet min sjæl fra en evighed i helvede. »

Der var ikke et tørt øje i moskeen. Råbende af TAKBIR ... ALLAH Akbar

Imamen gik ned fra prædikestolen til forreste række, hvor den lille engel sad ....

Han tog sin søn i sine arme og græd ukontrolleret.

Sandsynligvis havde ingen jama'at ( forsamling ) haft et mere strålende øjeblik, og sandsynligvis har dette univers aldrig set en far, der var mere fyldt med kærlighed og ære for hans søn ... end denne far havde for sin søn.